definição e significado de Tyskland | sensagent.com


   Publicitade E▼


 » 
alemão búlgaro chinês croata dinamarquês eslovaco esloveno espanhol estoniano farsi finlandês francês grego hebraico hindi holandês húngaro indonésio inglês islandês italiano japonês korean letão língua árabe lituano malgaxe norueguês polonês português romeno russo sérvio sueco tailandês tcheco turco vietnamês
alemão búlgaro chinês croata dinamarquês eslovaco esloveno espanhol estoniano farsi finlandês francês grego hebraico hindi holandês húngaro indonésio inglês islandês italiano japonês korean letão língua árabe lituano malgaxe norueguês polonês português romeno russo sérvio sueco tailandês tcheco turco vietnamês

Definição e significado de Tyskland

Definição

Tyskland (n.)

1.Anvendes for Forbundsrepublikken Tyskland siden afslutningen af anden verdenskrig og for hele Tyskland efter genforeningen den 3. oktober 1990.

Tyskland

1.Anvendes for Forbundsrepublikken Tyskland siden afslutningen af anden verdenskrig og for hele Tyskland efter genforeningen den 3. oktober 1990.

   Publicidade ▼

Definiciones (más)

definição - Wikipedia

Locuções

10. armé (Tyskland) • Allieret besættelse af Tyskland • Amt (Tyskland) • Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig • Celle (Tyskland) • Delstatsregering (Tyskland) • Den Katolske Liga (Tyskland) • Det delte Tyskland • Disney Channel (Tyskland) • Floder i Tyskland • Forbundskansler (Tyskland) • Forbundspræsident (Tyskland) • Forbundsrådet (Tyskland) • Frederik 3. af Tyskland • Kværn (Tyskland) • Marserne (Tyskland) • Motorveje i Tyskland • Nationalparker i Tyskland • Nazi-Tyskland • Nummerplade (Tyskland) • Politiske partier i Tyskland • Rudolf 1. af Tyskland • Tyskland Rundt • Tyskland Rundt 2007 • Tyskland Rundt 2008 • Tyskland efter genforeningen • Tyskland i Eurovision Song Contest • Tyskland ved Vinter-OL 1952 • Wilhelm 1. af Tyskland • Wilhelm 2. af Tyskland

   Publicidade ▼

Dicionario analógico

Tyskland (n. pr.)

stat; stats-[ClasseParExt.]

administration (en)[Domaine]

Germany (en)[Domaine]


Wikipedia

Tyskland

     
Forbundsrepublikken Tyskland
Bundesrepublik Deutschland (Tysk)
Flag Nationalvåben
MottoEinigkeit und Recht und Freiheit
tysk: "Enighed og ret og frihed"
Nationalmelodi
Tredje vers af
Das Lied der Deutschen
(også kaldt "Einigkeit und Recht und Freiheit")
 Tysklands placering  (mørkegrøn)– på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå)– i EU  (lysegrøn)  —  [Forklaring]
 Tysklands placering  (mørkegrøn)

– på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå)
– i EU  (lysegrøn)  —  [Forklaring]

Hovedstad
(og største by)
Berlin
52°31′N, 13°23′E
Officielle sprog Tysk[1]
Etnicitet  91,5% tyskere, 2,4% tyrkere, 6,1% andre[1]
Demonym Tysker
Regeringsform Forbundsrepublik
 -  Forbundspræsident Joachim Gauck
 -  Forbundskansler Angela Merkel (CDU)
Etablering af:
 -  Tysk-romerske rige 2. februar 962 
 -  Det romerske tige opløst 6. august 1806 
 -  Tyske forbund 8. juni 1815 
 -  Det Nordtyske Forbund 16. april 1866 
 -  Tyske Kejserrige 18. januar 1871 
 -  Weimarrepublikken 9. november 1918 
 -  Forbundsrepublik 23. maj 1949 
 -  Genforening 3. oktober 1990 
Optaget i EU 25. marts 1957
Areal
 -  Total 357,021 km2 (nr. 63)
 -  Vand (%) 2,416
Indbyggertal
 -  31. december 2008 anslået 81,757,600[2] (nr. 14)
 -  Tæthed 230/km2 (nr. 36)
BNP (KKP) 2008 anslået
 -  Total 2,918 bia. USD[3] (nr. 5)
 -  Pr. indbygger 35.539 USD[3] (nr. 21)
BNP (nominelt) 2008 anslået
 -  Total 3,673 bia. USD[3] (nr. 4)
 -  Pr. indbygger 44.728 USD[3] (nr. 19)
Gini (2000) 28,3 (lav
HDI (2007) Stigning 0,947[4] (meget høj) (nr. 22)
Valuta Euro ()[2] (EUR)
Tidszone CET (UTC+1)
 -  Sommer (DST) CEST (UTC+2)
Kendings-
bogstaver (bil)
D
Luftfartøjs-
registreringskode
D
Internetdomæne .de [3]
Telefonkode +49
1 Dansk, plattysk, vendisk, romani og frisisk er officielt anerkendt og beskyttet af Sprogpagten.
2 Før 2002: Deutsche Mark (DM).
3 Også .eu, er delt med andre EU-medlemslande.
  Tyskland (Klik for forstørrelse)

Tyskland, officielt Forbundsrepublikken Tyskland (tysk: Bundesrepublik Deutschland) er en føderal stat bestående af 16 delstater beliggende i det vestlige Mellemeuropa. Landet grænser i nord op til Danmark, i vest til Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland, i syd til Schweiz og Østrig og i øst igen til Østrig samt til Tjekkiet og Polen. Hovedstaden er Berlin.

Som nationalstat blev Tyskland først samlet i 1871, mens den nuværende stat er en fortsættelse af den vesttyske forbundsrepublik fra 1949. I 1990 blev det tidligere DDR indlemmet i forbundsrepublikken som de fem nye, østtyske delstater.

Med sin centrale beliggenhed har Tyskland haft en afgørende indflydelse på Europas historie. I dag er landet med sine 83 millioner indbyggere det folkerigeste i EU. Tysklands økonomi er også den største i EU og den tredjestørste på verdensplan. Som verdens største eksportnation anses landet for motoren i europæisk økonomi. Landet er bl.a. en vigtig aktør i G8 og NATO.

Indholdsfortegnelse

Navn og begreb [redigér]

Ordet tysk stammer fra det gammelhøjtyske theodisk,diutisk, der er afledt af det oldgermanske theoda "folk" i betydningen "talende folkesproget", i modsætning til latin, der brugtes af gejstlige og lærde.
Tyskland er først i moderne tid, fuldt ud først i 1990, blevet til den stat det er i dag. Navnet Tyskland har gennem historien dækket over vidt forskellige og komplekse statsdannelser:

Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende som begreb for det område hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede dengang også det tysktalende Østrig og, alt efter opfattelse, områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og i det sydlige Sønderjylland. Først med samlingen af Tyskland under preussisk ledelse i 1871, den såkaldte lilletyske løsning uden Østrig, blev Tyskland en fast geografisk enhed. I Danmark før 1990 brugte man ofte navnet Tyskland om Vesttyskland, hvorimod den anden tyske stat kaldtes DDR eller Østtyskland.

Historie [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Tysklands historie.

Forhistorie og oldtid [redigér]

Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Man har fundet spor af fortidsmenneskelig aktivitet helt tilbage til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa begyndte Tyskland at blive hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik man i Tyskland bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.

Første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland finder man hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr., der omtaler keltiske stammer i det sydlige Tyskland og germanske stammer i det nordlige. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig yderligere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast, men mange flod- og bynavne i Sydtyskland vidner om deres tilstedeværelse.

  Germanske stammer omkring 50 e. Kr.

Slaget i Teutoburger-skoven (Varusslaget) i Niedersachsen i år 9, hvor germanere under hærføreren Hermann udraderede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, havde sat en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen. Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de af germanske stammer beherskede områder løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk sprog. De vigtigste romerske byer i det nuværende vestlige og sydlige Tyskland var Colonia Agrippinensium (Köln), Augusta Treverorum (Trier), Mogontiacum (Mainz) og Augusta Vindelicorum (Augsburg). Selvom der var stadige modsætninger mellem romerne og germanerne, fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted, der førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne i år 98 e. kr.

Germanske folkevandringer [redigér]

Allerede 120 f. kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis udgående fra Himmerland i det senere Danmark), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italienske kerneland.

Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e. kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store folkegrupper flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for også germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger over det meste af Vesteuropa.

  Delingen af det frankiske rige år 843.

I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen var præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse (Berlin, Dresden m.fl.).

Det frankiske rige [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Frankerne.

I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, underlagde sig Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var dermed den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt op til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl.a. Godfred.

Det tysk-romerske rige (843-1806) [redigér]

Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund, Elsass og Lothringen), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering i de næste 1100 år.

Da den sidste karolinger døde i 911, overgik tronen først til Konrad 1. og senere (919) til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar for Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, det årstal, der plejer at betegne fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, så vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt hver gang denne forsøgte at få den fulde kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor de syv kurfyrster (dvs. fyrster med ret til at køre (stemme)) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge en kejser fra det stærkeste medlem af riget, de habsburgske konger fra Østrig.

Reformationen og trediveårskrigen [redigér]

Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt, en ødelæggende krig, der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landene voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tysklands indbyggertal faldet fra 17 til 10 millioner .

Enevælden [redigér]

I løbet af det 17. århundrede og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange af de tyske stater. Det betød en gradvis rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling, så godt, at han kunne udfordre den tyske kejser, der siden middelalderen havde været fra det stærke, katolske Østrig. Modsætningen mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i det 18. århundrede. Især under Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Men hverken Østrig eller Preussen var i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet.

Det Tyske forbund (1815-1866) [redigér]

  Frankfurterparlamentet (1848-49) måtte opgive håbet om en samlet, demokratisk tysk stat.

Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. Tyskland blev ikke forenet. I stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig, og mange af de tidligere over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer.

I de følgende tiår, kendt som restaurationen (dvs. genoprettelsen), forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og med kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love en forfatning. En nationalforsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag.

Det tyske kejserrige (1871-1918) [redigér]

  Tyske kejserrige 1871-1918
  Wilhelm 1. udråbes til tysk kejser på Versailles i 1871.
Uddybende Uddybende artikel: Tyske kejserrige.

Preussens militære sejre, først mod Danmark i 1864, men specielt i slaget ved Königgrätz 1866 mod Østrig og i den fransk-preussiske krig 1870-71, betød at konkurrenterne var slået af banen, og Preussen alene kunne tage rollen som grundlægger af et samlet Tyskland. Ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871 blev Preussens kongeslægt gjort til kejsere over det Tyske Rige, der omfattede alle de større og mindre stater i Tyskland, der før havde været mere eller mindre selvstændige. I årtier havde valget stået mellem den såkaldt stortyske og lilletyske løsning, med eller uden Østrig, men Preussen havde nu effektivt kørt Østrig ud på et sidespor, og Tyskland blev derfor samlet uden Østrig.

Selv om kejserriget havde en valgt rigsdag, blev regeringen udnævnt af kejseren, som havde central politisk magt. Otto von Bismarck, den såkaldte jernkansler, havde med sin strategiske sans og vilje til krig som magtredskab været hjernen bag Preussens kolossale opstigning, men da kejser Wilhelm 1. (kejser 1871-1888) døde og blev efterfulgt af først Frederik 3. (1888) og, efter dennes hurtige død, Wilhelm 2. (1888-1918) mistede Bismarck sin indflydelse.

Første verdenskrig [redigér]

Kejserriget var en epoke med stor økonomisk vækst og industrialisering – og samtidig øget nationalfølelse og militarisme. Bismarcks mere realpolitiske linje var erstattet af en markant mere aggressiv kurs, der stræbte efter at udvide tyske interesser i Europa; og gennem kolonialisering og flådepolitik også i resten af verden. Det sidste var især en torn i øjet på England. Frankrig nærede ønske om hævn efter nederlaget til tyskerne i 1871, hvor det afstod regionerne Alsace/Elsass og Lorraine/Lothringen, og der var dermed lagt op til krig.

Den 1. august 1914 brød 1. verdenskrig ud. Efter fire års meget blodig, men delvis stillestående krig, måtte Tyskland erkende nederlaget, dog uden at der på noget tidspunkt for alvor havde været fjendtlige tropper på tysk jord. Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for 1. verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger. Tyskland mistede store områder til Polen, Frankrig og Belgien, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark efter en folkeafstemning (genforeningen i 1920). Nederlaget betød kejserrigets endeligt; kejseren abdicerede, og de tyske socialdemokrater udråbte det Tyske Rige som republik.

Weimarrepublikken (1919-1933) [redigér]

  Det tyske rige 1920-1936
Uddybende Uddybende artikel: Weimarrepublikken.

Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt og demokratisk Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af store økonomiske problemer og forfatningens organisatoriske svaghed. I de tidlige år var det oprør og kupforsøg fra både højreekstreme og kommunister, og hyperinflationen i 1923 knækkede økonomien. De følgende år blev forholdene bedre, efterhånden som Tysklands forbindelser med de tidligere fjender forbedrede sig og trykket fra krigsskadeerstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden, indtil den store verdensøkonomiske krise efter børskrakket i 1929 indtraf. Under den nye økonomiske tilbagegang var forholdene under hyperinflationen i frisk erindring, og en antidemokratisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Både Adolf Hitler med hans Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP), tyske monarkister og kommunisterne udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed, og staten var ikke længere i stand til at opretholde lov og orden.

Nazi-Tyskland (1933-1945) [redigér]

  Koncentrationslejren Auschwitz, Folkedrabet på jøderne blev symbolet på Nazi-Tyskland.
Uddybende Uddybende artikel: Nazi-Tyskland.

Adolf Hitler kunne sætte Weimarrepublikken ud af funktion i 1933, dels med andre partiers hjælp, dels med vold og trusler. Efter at NSDAP var blevet største parti i de to valg i 1932, uden dog at få flertal i Rigsdagen, blev Hitler den 30. januar 1933 udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunistpartiet forbudt. Efter valget i marts 1933 havde Hitler stadig ikke flertal i Rigsdagen, men de kommunistiske mandater blev annulleret, og ved hjælp af de øvrige partiers stemmer fik Hitler det to tredjedeles flertal, som var nødvendigt for at omgå forfatningen og give ham beføjelser til at regere alene. Kun det socialdemokratiske SPD stemte mod denne bemyndigelseslov. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Han undergravede systematisk alle demokratiske institutioner og indførte meget strenge regler for jøder og politiske modstandere; de sidste blev allerede fra 1933 interneret i de nyoprettede KZ-lejre.

I løbet af 30'erne brød Tyskland flere gange åbenlyst bestemmelser i Versaillestraktaten, uden at England eller Frankrig greb ind, selv om Tyskland endnu ikke havde militær af betydning. Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 (Anschluss) blev det tyskbefolkede Sudeterland annekteret fra Tjekkoslovakiet i oktober samme år, i overensstemmelse med München-aftalen mellem Tyskland og Storbritannien. I marts 1939 annekterede Tyskland hele den vestlige halvdel af Tjekkoslovakiet (de gamle østrigske provinser Böhmen-Mähren). Det var ikke en del af aftalen, og England og Frankrig gav Tyskland et ultimatum.

2. verdenskrig [redigér]

Polen genopstod efter 1. verdenskrig og havde kunnet udvide sit areal med store områder, hvor der levede et stort tysk mindretal (bl.a. den polske korridor der delte det østlige Tyskland i to). Hitler ønskede derfor at erobre landet. Også for at få livsrum og for at vise den slaviske races underlegenhed . 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, og den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Delingen af Polen og Østeuropa var allerede fastlagt i Molotov-Ribbentrop-pagten. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. Det blev begyndelsen på 2. verdenskrig.

I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene, Luxemburg og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 samtidigt med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA.

Tyskland og Japan, tabte krigen i 1945. Italien kapitulerede allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til enorme menneskelige lidelser, en total nedbrydning af Tysklands politiske og økonomiske strukturer og en deling af landet. Tyskland mistede store områder i øst. Den tyske befolkning blev fordrevet igen og erstattet af polakker og sovjetborgere.

Efterkrigstiden [redigér]

  De fire besættelseszoner fra 1945.
Uddybende Uddybende artikler: Det delte Tyskland og Tysklands genforening.

Tyskere refererer ofte til 1945 som Stunde Null for at beskrive landets totale sammenbrud. Selv om visse storbyer var jævnet med jorden, så var al tysk industri dog ikke ødelagt, og store dele af infrastrukturen var stadig intakt. Allerede ved Jalta-konferencen i februar 1945 var de tre store allierede nationer, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, blevet enige om at dele Tyskland i fire besættelseszoner efter sejren. Ved Potsdam-konferencen blev denne ordning bekræftet og den tyske grænse mod øst lagt fast ved floderne Oder og Neisse, hvor den stadig er. Det betød at over 10 millioner tyskere skulle udvises fra de tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen (Schlesien, Østpreussen og Pommern).

Kort efter Potsdam-konferencen begyndte uenighederne mellem Sovjetunionen og de vestallierede at vise sig. De kulminerede i 1948 med Berlin-blokaden, den sovjetiske blokade af den af de vestallierede del af Berlin, som lå isoleret midt inde i østblokken. Sovjetunionens påskud var utilfredshed med den nyindførte møntreform i de vestlige besættelseszoner. Takket være en allieret luftbro kunne den vestberlinske befolkning brødfødes.

I 1949 blev to tyske stater grundlagt. De tre vestlige besættelseszoner, den franske, britiske og amerikanske, blev til Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og den sovjetiske zone blev til den kommunistiske stat DDR (Østtyskland).

Vesttyskland [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Vesttyskland.

Vesttysklands forhold til udlandet var i årtierne efter krigen præget af de ødelæggelser og folkedrab som Tyskland var ansvarlig for under 2. verdenskrig . Målet var fra starten at genskabe tilliden til Tyskland i verden og på den måde også opnå økonomisk og politisk handlefrihed. I 1952 indgik den første tyske forbundskansler Adenauer en aftale mellem Vesttyskland og Israel, hvorefter Vesttyskland forpligtede sig til at betale tre mia. D-Mark i erstatning til tysk-jødiske fordrevne. I 1955 besøgte Adenauer Sovjet og genoptog diplomatiske forbindelser. Det betød at 2 mio. af de ca. 3,3 mio. tyske krigsfanger i Sovjet kunne vende hjem fra fangenskab. I 1955 indgik Danmark og Tyskland i forbindelse med Vesttysklands indtræden i Nato en aftale om mindretallene ved den dansk-tyske grænse (København-Bonn-erklæringerne).

Årene efter Willy Brandts tiltræden i 1969 var præget af afspænding mellem Øst og Vest. I 1970 indgik Vesttyskland en samarbejdsaftale med DDR. Han besøgte mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa, og Polens og Sovjets overtagelse af de tidligere tyske østområder (Oder-Neisse-Grænsen) blev anerkendt.

DDR [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: DDR.

Utilfredsheden med det østtyske styre førte i 1953 til arbejderopstanden i Østberlin. I løbet af 1950'erne steg antallet af flygtninge fra DDR til Vesttyskland voldsomt, og den socialistiske stat var ved at blive drænet for især højtuddannede borgere. I 1961 lukkede det østtyske regime under Walter Ulbricht grænsen med Berlinmuren.

Berlinrepublikken [redigér]

  Murens fald i 1989.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne bredte det folkelige pres for reformer sig til de kommunistiske østlande og også til DDR. Bølger af østtyskere flygtede gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til Vesttyskland, og der opstod demonstrationer og protester mod det østtyske styre, det strengeste kommunistiske regime i Østeuropa. Begivenhederne er kendt som die Wende (vendepunktet). Berlinmuren faldt den 9. november 1989, da DDR's regering i forvirring bevilgede fri udrejse. Tysklands genforening fandt sted, da DDR blev omdannet til fem delstater, der blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990. Dagen er nu Tysklands nationaldag.

Efter genforeningen har Tyskland især arbejdet på at forbedre infrastrukturen i de østlige delstater og få dem op på økonomisk niveau med de vestlige. Resultatet varierer, da høj arbejdsløshed og social uro er et problem i mange østlige dele af landet. Internationalt indtager Tyskland en stadig vigtigere rolle, og landet er en dominerende (men ofte diskret) deltager i EU.

Politik [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Tysklands politik.

Politisk system [redigér]

Valg til Forbundsdagen (Bundestag) finder sted hvert fjerde år. Der er ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet, siden det blev indført i 1949. Det bygger på en kombination af valg i enkeltmandskredse med udjævningsmandater, således at forholdstallet bestemmer hvor mange mandater partierne får. Der er gennemført en række forholdsregler, der skal modvirke politisk splittelse som i Weimar-republikken: En relativt høj spærregrænse på 5% gør det svært for nydannede partier at blive valgt ind, landsdækkende folkeafstemninger er ikke tilladt, der kan ikke udskrives valg uden for de faste valgperioder, og forbundskansleren har en særlig stærk stilling. Hun kan kun væltes, hvis der kan dannes flertal for en anden regering. Selv om forbundsdagen kan ændre grundloven (med 2/3 flertal), er visse friheds- og menneskerettigheder "eviggyldige" og kan ikke ophæves.

Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år og ikke har politisk magt. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog og dernæst af Johannes Rau.

  Forbundsdagen (Bundestag)

Den 31. maj 2010 valgte forbundspræsident Horst Köhler som den første i embedet at træde tilbage før tid, efter at han er blevet beskyldt for at bruge de væbnede styrker til at beskytte økonomiske interesser i Afghanistan. Formanden for det tyske overhus, Forbundsrådet, socialdemokraten Jens Böhrnsen overtager stillingen midlertidigt.[5]

Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af de borgerlige partier Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union (CDU/CSU) og Freie Demokratische Partei (FDP), mens Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen og kommunisternes arvtagere Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS, nu Die Linke) var i opposition.

Udenrigsrelationer [redigér]

I dag anses Tyskland for at have bidraget væsentligt til Den Europæiske Unions fremgang og til samlingen af det østlige og vestlige Europa. Tyskland har i de senere år optrådt med større selvsikkerhed på mange områder.

Det tidligere forbud mod tyske tropper uden for Tysklands grænser er ophævet, og der er nu også tyske soldater udstationeret i bl.a. Afghanistan. Tyskland arbejder, bl.a. med britisk og fransk støtte, på at få en fast plads i FN's sikkerhedsråd.[6]

Delstater [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Tysklands delstater.
  Tysklands administrative opdeling

Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 Länder (forbundslande eller delstater), hvoraf tre, Berlin, Bremen og Hamborg er bystater. Forbundslandene har væsentlige beføjelser indenfor bl.a. kultur- og skolepolitik, men også finans- og skattepolitik kan de i nogen grad selv styre.

Grænsen mellem delstaternes og forbundsregeringens beføjelser og den bedst mulige administrative opdeling er til stadig debat. Der er stor forskel på forbundslandenes økonomi og størrelse, og sammenslutninger mellem forbundslande er blevet diskuteret, men ikke gennemført (f.eks. Berlin-Brandenburg og en "Nordstat" af Slesvig-Holsten, Hamborg, Bremen, Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern).

Tysklands forbundslande.
Nr. Forbundsland Hovedstad Areal[7]
(km²)
Indbyggere
(Tsd.)
1 Baden-Württemberg Stuttgart 35.752 10.738
2 Bayern München 70.552 12.492
3 Berlin* 892 3.404
4 Brandenburg Potsdam 29.479 2.547
5 Bremen* Bremen 404 663
6 Hamborg* 755 1.754
7 Hessen Wiesbaden 21.115 6.075
8 Mecklenburg-Vorpommern Schwerin 23.180 1.693
9 Niedersachsen Hannover 47.624 7.982
10 Nordrhein-Westfalen Düsseldorf 34.085 18.028
11 Rheinland-Pfalz Mainz 19.853 4.052
12 Saarland Saarbrücken 2.569 1.043
13 Sachsen Dresden 18.416 4.249
14 Sachsen-Anhalt Magdeburg 20.446 2.441
15 Slesvig-Holsten Kiel 15.799 2.834
16 Thüringen Erfurt 16.172 2.311
I alt 357.093 82.314

De 16 forbundslande er yderligere opdelt i 438 Kreise ("kredse" eller amter).

Nationale symboler [redigér]

Siden 2. verdenskrig har Tyskland været meget tilbageholdende med anvendelse af nationalsymboler. Siden genforeningen, og særlig ved fodbold-VM i Tyskland 2006, er brugen af nationale symboler igen blevet mere accepteret, men stadig forbundet med tilbageholdenhed.

Nationalsang
Uddybende Uddybende artikel: Lied der Deutschen.
  Tyske nationalsang

Den tyske nationalsang er officielt tredje vers af Deutschlandlied eller Lied der Deutschen, der blev skrevet af den nationalliberale Hoffmann von Fallersleben i 1841 på den østrigske kejserhymnes melodi af Joseph Haydn fra 1797. Brugen af de to første, nu uofficielle vers forbindes ofte med nynazistiske synspunkter.

Flag
Uddybende Uddybende artikel: Tysklands flag.

Det sort-rød-gyldne tyske flags historie går tilbage til befrielseskrigene mod Napoleon Bonaparte omkring 1813, hvor det Lützowske Frikorps af tyske studerende havde sort, rød og gul som kendemærke. Farverne blev til symbol for det første forbund af nationale, tyske studenter (Burschenschaft).

  Martsrevolutionen i 1848 med den sort-rød-gyldne farve.

Frem til revolutionen i 1848 blev det sort-rød-gyldne flag et symbol for de nationalliberales ønske om et forenet Tyskland og deres kamp mod monarker og fyrster i de mange tyske småstater. Det blev til nationalflag i Weimarrepublikkens fra 1918-1933, indtil Hitler erstattede det med hagekorsfanen. I 1949 valgte både DDR og Vesttyskland igen det sort-rød-gyldne flag, bl.a. for at undgå symboler der havde forbindelse til Preussen og nazismen, og for at vise forbindelsen til den liberale og demokratiske tyske bevægelse i 1800-tallet (DDR lagde vægt på den revolutionære sammenhæng). Ved siden af den tyske flag bruges også delstaternes flag som for eksempel Slesvig-Holstens flag.

Nationaldag

Siden genforeningen 3. oktober 1990 har denne dag været Tysklands nationaldag. Dagen kaldes også Tag der Deutschen Einheit.

Fra 1954 til 1990 var Vesttysklands nationaldag den 17. juni, med samme titel, dagen for østtyskernes forgæves folkeopstand mod det kommunistiske styre i 1953 (arbejderopstanden i Østberlin). I DDR var der to nationaldage, den 8. maj, dagen for Nazi-Tysklands endegyldige kapitulation i 1945, og den 7. oktober, dagen hvor DDR i 1949 blev grundlagt.

Militær [redigér]

Ved oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 havde man ingen militære styrker. De vestlige allierede, der stadig havde tropper i det besatte Tyskland, tillod det ikke. Med den begyndende kolde krig og den aggressive sovjetiske politik i Østeuropa, ønskede de vestallierede dog at også Vesttyskland skulle kunne forsvare sig mod østblokken. Vesttyskland fik derfor lov til at oprette en hær i 1955 og blev samtidig medlem af den nordatlantiske alliance NATO.

Det tyske forsvar, Forbundsværnet (Bundeswehr), består af hær, luftvåben og søværn. Der var ca 284.000 tjenestgørende soldater i disse værn i 2006, og den militære reserve var på 344.700. Udgifterne til det tyske militær ligger på 28,4 mia Euro og udgør 1,2 % af Tysklands BNP.[8]

Der er i Tyskland ni måneders værnepligt for alle mænd, men man kan alternativt udføre Zivildienst (hvilket indebærer ni måneders tjeneste i sociale institutioner, redningsvæsen eller lignende), et års udlandsophold for den tyske stat eller 6 års ansættelse i brandvæsen eller civilforsvar.

USA's militær er stadig til stede forskellige steder i Tyskland, bl.a. med den store luftbase Ramstein og yderligere en base i Büchel. Mange af de amerikanske sårede soldater fra Irakkrigen blev behandlet på et amerikansk militærhospital i den bayerske by Landshut. USA har ifølge visse kilder omkring 150 atomvåben opmagasineret på deres luftbaser i Tyskland.[9]

Se også [redigér]

Geografi [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Tysklands geografi.
  Topografisk kort over Tyskland

Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra det nordligste punkt i List på øen Sild ved den danske grænse og til det sydligste punkt ved Oberstdorf i Alperne ved Østrig er afstanden godt 850 km, og fra den østligst beliggende by Görlitz ved den polske grænse til det vestligste punkt ved grænsen til Holland er der ca. 600 km.

Den nordlige tredjedel af Tyskland ligger i det nordeuropæiske lavland og består hovedsageligt af fladt morænelandskab præget af istidens smeltevandsdale, som nogle af Nordeuropas største floder løber igennem. Langs nordsøkysten mellem Holland og Danmark er landskabet præget af marskområder med et væld af diger. Mod Østersøen er kystområdet væsentlig mildere, og kysten minder om den danske med en del indlandsfjorde (især i Sydslesvig).

Længere mod syd, i Midttyskland, hæver det tyske mellemhøjland, Mittelgebirge, sig med højder på over 500 meter og enkelte bjerge op til 1500 meters højde. Skiferbjerge langs Rhinen mod vest, Vogelsberg og Rhön i Midttyskland, samt Sudeterbjergene mod øst vidner om vulkansk aktivitet i fortiden.

Helt mod syd rejser de tyske alper sig med Zugspitze (2.962 meter) som højeste punkt. De tyske alper består mest af kalksten, som Alperne ved deres bevægelse mod nord har skubbet foran sig.

Klima [redigér]

Tyskland ligger i den tempererede klimazone i Mellemeuropa, men danner overgang fra kystklima præget af vestenvind og Golfstrømmen til det østligere Europas kontinentalklima. Således hersker der ligesom i Danmark et udpræget kystklima i Nordtyskland, mens man i den centrale, østlige og sydlige del af Tyskland har fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre.

I Saarland og Rhindalen i det vestlige Tyskland har man hele året rundt det varmeste klima. Her målte man den tyske temperaturrekord på 40,3 °C i 2003. I Baden i sydvest har man den højeste gennemsnitstemperatur på 11 °C.

De koldeste områder er i det sydligste Tyskland, hvor højdeforskellen i Alperne giver kolde vintre med megen sne. Ved Funtensee i Berchtesgaden målte man i 2001 -45,9 °C.[10] I Oberstdorf findes den laveste årlige gennemsnitstemperatur, bare 6 °C.

Hamborg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München, der har fastlandsklima, er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbør pr. år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm.

Økonomi [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Tysklands økonomi.
  Frankfurt am Main

Forbundsrepublikken Tyskland udgør sammen med USA og Japan de tre største industrilande i den vestlige verden. Tyskland er verdens største eksportnation. Det meste af den enorme tyske eksport kommer fra industrigrene som elektroteknik, automobiler, maskinindustri og kemisk industri.

Den sociale markedsøkonomi er grundlag for den økonomiske politik. Denne model blev udviklet i slutningen af 1940'erne af forbundsrepublikkens første finansminister Ludwig Erhard, der ønskede en fri markedsøkonomi efter angelsaksisk model, men også et stærkt, statsligt system der skulle tage sig af de mennesker, som markedet ikke kunne tage sig af.

Selvom de store økonomiske problemer efter genforeningen er begyndt at aftage, er der stadig stor forskel på levestandarden i de vestlige og østlige delstater. Arbejdsløsheden er et generelt problem i Tyskland, men rammer særlig hårdt i de østlige delstater, hvor man nogle steder har en arbejdsløshedsprocent på op til 20.[11] Væksten nåede et lavpunkt i 2003 med en negativ vækst på -0,2 %. De senere år er det dog gået gradvis fremad, og i 2006 nåede man 2,8 %. Tyskland ser nu for første gang ud til at kunne opfylde Euro-samarbejdets krav om et maksimalt underskud i procent af BNP på 3 %, den såkaldte Maastricht-grænse. Selvom landets økonomiske situation på grund af større strukturelle problemer stadig ikke er optimal, opnåede man dog i første halvår 2007 for første gang siden genforeningen et overskud på statens finanser[12]

Vækst i Bruttonationalprodukt (BNP), real
år 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007
Forandring i % 2,0 2,0 3,2 1,2 0,1 -0,2 1,6 0,9 2,8 ~ 1,4
Kilde: bfai [13] ~ = skøn

Befolkning [redigér]

Demografi [redigér]

Uddybende Uddybende artikler: Tysklands demografi og Tyske storbyer.
  Tyske børnehave

Tyskland har en befolkning på 82.369.552 indbyggere pr. juli 2008,[1] hvilket gør det til det folkerigeste i EU og nummer to på i Europa efter Rusland. Da Tyskland med sine 357.021 km² kun er det syvendestørste land i Europa, er Tyskland samtidig en af verdens tættest befolkede større nationer. Der er dog betydelige regionale forskelle i befolkningstætheden. Større befolkningskoncentrationer findes i Nordrhein-Westfalen koncentreret i Ruhr-distriktet, Rhein-Main området omkring Frankfurt, i Hamborg, München og omkring Berlin. De tyndest befolkede områder finder man især i det østlige og allernordligste Tyskland med Mecklenburg-Vorpommern som den tyndest befolkede delstat.

75 millioner eller 91 % af befolkningen er tyske statsborgere; af disse har 7,2 millioner indvandrerbaggrund.[14] De sidstnævnte fordeler sig i to grupper:

  • Folketyskere eller ruslandstyskere, der er rester af en større tysk befolkning spredt ud over Østeuropa, og som kan få statsborgerskab ud fra tyske aner eller andet tilhørsforhold.
  • Efterkommere af indvandrere fra Tyrkiet, Italien, Grækenland m.v.
  Fødsler og dødsfald 1946-2004

Indbyggere med fremmed statsborgerskab udgjorde i 2005 6.755.811 millioner, hvoraf tyrkere er den største gruppe med 2,3 millioner.[15] De øvrige grupper er for en stor dels vedkommende EU-borgere (2,1 mio.), med italienere (540.810), polakker (326.596) og grækere (309.794) som de vigtigste grupper. En stor del af de resterende ikke-tyske statsborgere kommer fra tidligere sovjetstater og især eks-Jugoslavien med ca. 700.000.[Kilde mangler]

Den tyske fødselsrate er blandt de laveste i verden, men befolkningstallet holdes dog oppe af indvandring. Siden starten af 2007 har man kunnet konstatere et stigende antal fødsler, som man tilskriver den forbedrede økonomiske situation og ændringer i børnepengesystemet.

Indfødte etniske mindretal er danskere i Sydslesvig (ca. 50.000), nationale frisere (ca. 20.000), sorbere i Sydøsttyskland (ca. 60.000) samt sinti og roma (sigøjnere, ca. 70.000).

Religion [redigér]

Den romersk-katolske kirke omfatter 33 % af Tysklands indbyggere, protestantiske kirker (især lutherske, men også reformerte) 33%, islam 4 %, og ca. 28 % af befolkningen betegner sig som konfessionsløse, et af de højeste tal på verdensplan. I det katolske Bayern spiller religionen fortsat en stor rolle, mens mange områder i det tidligere Østtyskland har en meget lav grad af religiøsitet efter det areligiøse, kommunistiske styre.

Siden antikken har Tyskland tilhørt den vesterlandske, kristne religionssfære. Martin Luthers lære udsprang i Tyskland og bredte sig sidenhen især i det nordlige Tyskland. I Sydtyskland slog den dels ikke rod i samme grad og blev dels trængt tilbage under modreformationen. Derfor kan man meget groft dele Tyskland op i et nordligt, protestantisk og et sydligt og vestligt, katolsk område. Der er dog også protestantiske egne i det sydlige Tyskland, særligt i Württemberg og Franken. I Nordtyskland er bl.a. Münster i Nordvesttyskland og en del af øen Nordstrand i Sydslesvig katolsk præget.

Der er ingen statskirke i Tyskland, men de anerkendte kirkesamfund har en særlig stilling som offentlige, selvejende instanser. Staten står for at opkræve kirkeskat, og kirkerne modtager støtte fra staten.

Sprog [redigér]

Det officielle sprog i Tyskland er tysk, der er et vest-germansk sprog. Derudover findes der en række regionale dialekter, der ofte adskiller sig meget fra hinanden i udtalen.

Ved siden af det tyske sprog er der en række officielle mindretalssprog, herunder bl.a. dansk, sorbisk og frisisk

Byer i Tyskland [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Største tyske byer.
  Berlin Mitte

De fem største tyske byer er:

Det største byområde er Ruhr-distriktet med omkring 5,5 millioner indbyggere.

Transport [redigér]

  Det tyske jernbanenet med ICE-linjer i rødt

Tyskland er med sin centrale placering i Europa et trafikknudepunkt specielt for transport af varer, men også for persontransport. Man har forsøgt at imødegå den stærkt stigende godstransport på motorvejene ved at indføre afgifter for lastbiler (Maut).

Jernbaner [redigér]

Den første tyske jernbane var den nu nedlagte forstadsbane mellem Nürnberg og Fürth, der blev indviet 7. december 1835. Den første tyske jernbane til at forbinde to byer var strækningen Leipzig-Dresden fra 1837.

Det tyske jernbanenet administreres i dag af Deutsche Bahn og omfatter efter en del nedlæggelser ca. 38.000 km skinner.[16] Der foregår store investeringer i jernbanenettet, der især går til udvidelse og forbedring af de mest befarede strækninger mellem storbyerne. ICE-3 er det hurtigste tyske tog med ca. 250 km i timen, der gør det muligt at køre turen fra Hamborg til Frankfurt am Main på 3 timer og 19 minutter.

Veje [redigér]

  Det tyske motorvejsnet (inkl. projekterede motorveje)

I romersk tid opstod et vejnet, der siden forfaldt. De første organiserede landeveje blev bygget i det 18. århundrede, men med bilen kom der for alvor gang i vejbyggeriet. Verdens første motorvej blev bygget i det sydvestlige Berlin i 1921. I løbet af 1930'erne og især fra 1960 til 1980 blev motorvejsnettet udvidet kraftigt. Det tyske motorvejsnet er i dag 12.174 kilometer. Tæt trafik med køer af timers varighed på de store rejsedage forekommer, især i området omkring Ruhr-distriktet.

Skibsfart [redigér]

En meget stor del af den tyske udenrigshandel foregår med skib, hvorfor Tyskland har nogle af verdens største havne i Hamborg, Wilhemshaven og Bremerhaven ud til Nordsøen, men en stor del af varerne udskibes også fra Rotterdam i Holland. Tyskland har et veludbygget net af kanaler, der forbinder de store tyske floder med hinanden. Det er muligt at sejle fra Hamborg til Donau i syd. De vigtigste sejlbare floder er Main, Weser, Elben og Rhinen. De vigtigste kanaler er Kielerkanalen eller Nord-Østersø-kanalen (påbegyndt af den danske kong Christian 7. som Ejderkanalen), der kan benyttes af meget store skibe, og Main-Donau-Kanalen, der kobler det sydøstlige Tyskland sammen med resten af landet. Havnen i Duisburg i Ruhr-distriktet er Europas største indlandshavn.

Luftfart [redigér]

Tyskland har mange større lufthavne, hvoraf Frankfurt am Main er den største og vigtigste. Den er med 52,2 millioner passagerer årligt den tredjestørste på europæisk plan og den største målt i fragt. München er næststørst i Tyskland med 26 millioner passagerer. Til sammenligning betjener Kastrup lufthavn hvert år cirka 21 millioner.[17] I alt er der 430 større og mindre lufthavne i Tyskland. Det nationale tyske luftfartsselskab er Lufthansa.

Kultur [redigér]

Den tyske kultur har helt indtil 1800-tallet, i modsætning til mange andre nationale kulturer, udelukkende kunnet definere sig selv gennem det fælles sprog, fordi man ikke havde en nationalstat. Derfor følte f.eks. Mozart sig som tysker og ikke østriger, og derfor regner man den jødiske Franz Kafka fra det tyske mindretal i Prag til tysk litteratur, fordi han skrev på tysk. I slutningen af 1700-tallet kunne Goethe spørge sig selv: "Hvad er Tyskland?", og svare at det var der hvor den tyske tunge lød, og der hvor tyske sæder og skikke blev dyrket. Tyskland har en glorværdig kultur- og videnskabshistorie, der indbefatter mange af de største kunstnere og videnskabsfolk i verden. Under Nazi-Tyskland flygtede mange af de største tyske ånder fra landet, og denne kulturelle og videnskabelige åreladning har været mærkbar op til vor tid.

Litteratur [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Tysk litteratur.
  Walk of Ideas i Berlin, som hædrer Tysklands mest indflydelsesrige forfattere

Den første tyske litteratur stammer fra middelalderen med den berømte mytiske Nibelungenlied, men det er først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede at tysk litteratur gør sig bemærket på verdensscenen. Fx Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, der især prægede klassikken; Friedrich Hölderlin fra romantikken; Heinrich Heine som repræsentant for den politisk nationalliberale Vormärz-litteratur. Brødrene Grimm samlede tyske folkeeventyr og grundlagde den tyske sprogforskning. I det 20. århundrede vandt flere tyskere Nobelprisen i litteratur: Theodor Mommsen (1902), Paul Heyse (1910), Gerhart Hauptmann (1912), Thomas Mann (1929), Hermann Hesse (1946), Heinrich Böll (1972) og Günter Grass (1999). Andre betydningsfulde forfattere fra det 20. århundrede er Christa Wolf, Gottfried Benn, Bertolt Brecht og Arno Schmidt.

Den tyske regering søger gennem Goethe-instituttet, der har filialer over hele verden, at gøre tysk kultur og litteratur kendt og bremse det tyske sprogs tilbagegang som verdenssprog. Bogmessen i Frankfurt er en af verdens vigtigste litterære begivenheder.

Filosofi og videnskab [redigér]

Tyske tænkere har været blandt de ledende bidragydere til filosofi og videnskabsteori. Gottfried Wilhelm Leibniz, Immanuel Kant, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx, Arthur Schopenhauer, Albert Einstein, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger er nogle af mest berømte, men især i fortsættelsen af den kritiske marxistiske idé har Theodor Adorno, Max Horkheimer og siden Jürgen Habermas gjort sig bemærket. Max Weber anses for at være grundlægger af sociologien som videnskab, og indenfor nyere sociologi har Ulrich Beck med sine kosmopolitiske ideer og Niklas Luhmann været indflydelsesrige.

Musik [redigér]

Se også Se også: Tysk opera.

De største klassiske tyske komponister er Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven og Georg Friedrich Händel, Robert Schumann, Richard Wagner, Johannes Brahms og Richard Strauss er også med.

I dag er Tyskland verdens fjerdestørste marked for musik og har indflydelse på forskellige musikgenrer. Nina Hagen har været en vigtig del af punk-bevægelsen, popdronningen Nena blev berømt især med sin 99-Luftballons, mens Kraftwerk og Einstürzende Neubauten i 70´erne og 80´erne var banebrydende indenfor elektronisk musik. I udlandet er det i dag hovedsagelig Rammstein, US5 og Tokio Hotel der gør sig bemærket, hvor de har skabt et stort publikum selv om de synger på deres tyske modersmål. På det tyske marked er Udo Lindenberg, Herbert Grönemeyer, Dieter Bohlen, Die Ärzte, Die Prinzen, Wir sind Helden, Panik, Xavier Naidoo og Udo Jürgens populære.

Tyskland har vundet Eurovision Song Contest to gange. I 1982 med Nicole og "Ein Bisschen Frieden og i 2010 med Lena Meyer-Landrut og "Satellite".

Film [redigér]

De allertidligste tyske film stammer fra Weimarrepublikkens dage, hvor bl.a. Fritz Lang blev verdensberømt. Under Nazi-Tyskland blev Leni Riefenstahl banebrydende med sine propagandafilm, der glorificerede nazismen, men beundres for deres nyskabende filmiske æstetik. Efter 2. verdenskrig gik der nogle år, før filmproduktionen for alvor kom i gang. En af de første efterkrigsfilm, der behandlede krigstiden, var Bernhard Wickis Broen fra 1959. I 60'erne brød instruktører som Volker Schlöndorff og Rainer Werner Fassbinder igennem. Nye navne i 70'erne var Werner Herzog og Wim Wenders. Fra 80'erne kendes navne som Wolfgang Petersen og Margarethe von Trotta. Genforeningens nærmest lammende virkning på tysk kulturliv ramte også filmen i et årti, men i begyndelsen af det nye århundrede er den blomstret op med eksempler som Florian Henckel von Donnersmarcks De andres liv, Oliver Hirschbiegels Der Untergang, Marc Rothemunds Sophie Scholls sidste dage, Detlev Bucks Knallhart og Wolfgang Beckers Good bye, Lenin!.

Sport [redigér]

I 2006 var der 27 millioner aktive sportsudøvere i Tyskland. Sport er en vigtig del af fritidslivet, og landet har en stolt sportshistorie med et væld af titler og medaljer. Landet ligger nr. 3 på medaljelisten for OL. Blandt de mest populære sportsgrene er fodbold klart nummer ét med 6 millioner aktive fodboldspillere og 170.000 klubber. Tyskland har vundet verdens herrefodboldmesterskaber i 1954, 1974 og 1990 og blev nummer tre ved VM i fodbold 2006, som afholdtes i Tyskland. Andre populære sportsgrene er håndbold, hockey, (bord)tennis og basketball. Inden for vintersport er Tyskland som regel også godt repræsenteret. Den tyske Bundesliga er en af verdens største ligaer.

Køkken [redigér]

  Tyske mel- og brødboller eller Knödel

Det tyske køkken varierer meget fra region til region og er tit mere beslægtet med regionernes nabolande end med øvrige dele af Tyskland. Således er spaghetti-lignende retter populære i det sydlige Tyskland, mens kartofler og kålretter hører Nordtyskland til. Typisk for det tyske køkken er de mange typer pølser, og generelt er et typisk tysk måltid tungt, syrligt og salt. Af tyske specialiteter kan nævnes surkål (Sauerkraut), Spätzle (spaghettilignende nudler fra Württemberg) og Knödel (store mel- eller brødboller). Der er mange forskellige traditionelle kødretter, især af svin. Med de mange indvandrere er italienske, græske, indiske og tyrkiske restauranter blevet en allestedsnærværende del af udbuddet.

Tyskland har en meget gammel tradition for ølbrygning, og nogle bryggerier kan føre deres historie fem hundrede år tilbage. I de senere år er interessen for tysk øl steget i udlandet, og nogle af de største mærker kan fås mange steder i Danmark. Der dyrkes også vin i Tyskland, hovedsageligt i Rhin- Mosel og Nahedalene, men også i Württemberg og omkring Dresden. Rødvinen kan sjældent måle sig med andre landes, men de tyske hvidvine er højt værdsat. Af tyske rødvinsdruer kan nævnes Spätburgunder og Dornfelder. De mere populære hvidvinssorter omfatter bl.a. Riesling og Müller-Thurgau. Det tyske øl er underlagt det solidariske Reinheitsgebot. Rødvin og hvidvin er underkastet et indviklet navne og kvalitetssystem.

Kilder [redigér]

Eksterne henvisninger [redigér]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:


Koordinater: 51° N, 9° Ø

   
 

 

todas as traduções do Tyskland


Conteùdo de sensagent

  • definição
  • sinónimos
  • antónimos
  • enciclopédia

 

5089 visitantes em linha

calculado em 0,031s