definição e significado de vand | sensagent.com


   Publicitade D▼


 » 
alemão búlgaro chinês croata dinamarquês eslovaco esloveno espanhol estoniano farsi finlandês francês grego hebraico hindi holandês húngaro indonésio inglês islandês italiano japonês korean letão língua árabe lituano malgaxe norueguês polonês português romeno russo sérvio sueco tailandês tcheco turco vietnamês
alemão búlgaro chinês croata dinamarquês eslovaco esloveno espanhol estoniano farsi finlandês francês grego hebraico hindi holandês húngaro indonésio inglês islandês italiano japonês korean letão língua árabe lituano malgaxe norueguês polonês português romeno russo sérvio sueco tailandês tcheco turco vietnamês

Definição e significado de vand

Definição

definição - Wikipedia

   Publicidade ▼

Sinónimos

vand (n.)

vand-

vand- (adj.)

hav-

vand- (n.)

vand

Ver também

vand- (adj.)

vand

vand- (n.)

hav-, hydraulisk, vandagtig, vandet

   Publicidade ▼

Locuções

Dicionario analógico

Wikipedia

Vand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Vand

SynonymerIs (fast form), vanddamp (gasform)
Struktur
SumformelH2O
FarveFarveløs

Fysiske egenskaber

Molvægt18,015 g/mol
Smeltepunkt0,00°C
Kogepunkt100,0 °C
Massefylde0,9970 g/cm3 (stuetemp.)
Varmefylde4,18 kJ/(kg*K)

Syre/base-egenskaber

pKa13,995

Diverse

CAS-nummer7732-18-5
E-nummerIntet E-nummer
Vandhane i en svejtsisk landsby
Fil:Vandsamler.JPG
Vand er en livsnødvendighed. Alt, hvad der samler vand, bidrager til organismernes overlevelse. Her er det en paddehat, som kan kunsten...

Vand er en kemisk forbindelse, der er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H2O, hvilket betyder, at ét vandmolekyle er sammensat af to brintatomer og ét iltatom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand.

Indholdsfortegnelse

Oversigt

Vand i fast form kaldes (vand-)is, og vand i gasform kaldes (vand-)damp. Temperaturenhederne (tidligere °Celsius, nu Kelvin) er fastlagt ud fra vands tripelpunkt: 273,16 K (= 0,01 °C) og 611,2 Pa er den temperatur og det tryk, hvor vand findes i alle tre tilstandsformer, også kaldet faser (is, vand og damp), samtidigt og i ligevægt med hinanden.

Ved temperaturer højere end 647 K og et tryk større end 22.064 Mpa vil en samling vandmolekyler gå over i en superkritisk tilstand, hvor det er muligt at ændre temperatur og tryk, så man går fra væskeformigt til dampformigt vand uden en faseovergang. Det er altså ikke klart, hvor grænsen mellem væskeformigt og dampformigt vand går over det kritiske punkt.

Vandflade er en samlet betegnelse af

- eller lignende. Se vandreserve vedrørende ferskvandsforsyning. Se også strand, færge, havn, havneanlæg.

Kemikere omtaler ofte i spøg vand som dihydrogen monoxid eller DHMO (se www.dhmo.org/ [1]), der er det systematiske navn for dette molekyle i det kemiske fagsprog. Det sker især i parodier på kemisk forskning, som kræver denne “dødelige kemiske forbindelse” forbudt. IUPAC-navnet er oxidan, men det bruges sjældent.

Vands dipolære karakter

Et vigtigt træk ved vand er dets polære karakter. Vandmolekylet danner en vinkel med brintatomerne for enden af benene og iltatomet ved vinkelspidsen. Da ilt har en højere elektronegativitet end brint, får iltenden af molekylet en negativ ladning i forhold til brintenden. Et molekyle med sådan en forskel i ladning kaldes en dipol. Den samme forskel gør, at vandmolekylerne tiltrækker hinanden (de forholdsvis positive brintender tiltrækkes af de forholdsvis negative iltender) og andre polære molekyler. Denne tiltrækning er kendt som brintbinding. Vand kan betragtes som et polymer af vandmolekyler.

Den forholdsvis svage tiltrækning (set i forhold til de kovalente bindinger inden i vandmolekylet selv) medfører fysiske egenskaber f.eks. et meget højt kogepunkt, da der kræves en hel del varmenergi for at bryde brintbindingerne mellem molekylerne. Svovl er grundstoffet lige neden under ilt i det periodiske system, men dets tilsvarende forbindelse, svovlbrinte (brintsulfid, H2S), har ikke brintbindinger, og selv om stoffet har dobbelt så høj en molekylevægt som vand, optræder det som gas ved stuetemperatur. Den ekstra binding mellem vandmolekylerne giver desuden vand en høj varmekapacitet.

Derudover giver brintbindingerne vand en usædvanlig reaktion, når det fryser. Væsken bliver - som hos de fleste andre materialer - mere tung med faldende temperatur. Men i modsætning til de fleste andre stoffer medfører brintbindingerne, at molekylerne under den omflytning, der sker for at mindske deres energi ved afkøling tæt på frysepunktet, i stedet danner en struktur, der har en lavere massefylde: derfor kan den faste form, is, flyde på vand. Mens de fleste andre stoffer krymper ved overgang til fast form, udvider vand sig, når det størkner. Flydende vand har sin største tæthed (vægt) ved en temperatur på 4 °C. Det har en interessant konsekvens for vandlevende væsner ved vintertide. Vand, som afkøles ved overfladen, bliver tungere og synker ned. Det fremkalder konvektionsstrømme, der afkøler hele vandmassen, men når vandets temperatur kommer under 4 °C, bliver vandet på overfladen lettere og flyder ovenpå som et lag, der til sidst danner is. Da den nedadgående konvektionsstrømning af koldt vand blokeres, når skiftet i vægt finder sted, vil enhver større vandmasse, der fryser til om vinteren, have hovedparten af sit vand i flydende form ved 4 °C neden under isoverfladen.

Dette gør det muligt for fisk og andre dyr at overleve under isen. Det er i øvrigt også ét af de vigtigste eksempler på de fint afpassede fysiske egenskaber, som understøtter liv på Jorden. Det bruges som begrundelse for det antropo-kosmologiske princip.En yderligere konsekvens er, at is smelter, når den kommer under tilstrækkeligt tryk.

Vands dipolære karakter medfører desuden at ioner i vandig opløsning krystalliserer til fast stof under systematisk indlejring af vandmolekyler i krystalstrukturen. Man kalder vandmolekyler, der sidder mellem ionerne i en krystals iongitter for Krystalvand. Normalt kan man ikke se på en krystal eller et salt, om det indeholder krystalvand, men hvis et stof med krystalvand opvarmes kan man både se og høre, at krystalvandet undviger fra iongitteret. I forbindelse hermed ændres gitterstrukturen.

Vand som opløsningsmiddel

Vand er også et godt opløsningsmiddel på grund af dets polaritet. Når en forbindelse i ionform eller polær form blandes med vand, bliver den omgivet af vandmolekyler. Deres relativt ringe størrelse tillader typisk mange vandmolekyler at samle sig om ét molekyle af det opløste stof. De delvis negative dipoler i vandet tiltrækkes af de positivt ladede dele af stoffet og omvendt for de positive dipoler.

I almindelighed kan ioniserede og polære stoffer som f.eks. syrer, alkoholer og salte let opløses i vand, modsat ikke-polære stoffer som fedtstoffer og olier. De ikke-polære molekyler samles i vandet, da det er energimæssigt mere fordelagtigt for vandmolekylerne at bindes til hinanden ved brintbindinger snarere end at danne van der Waals-forbindelser med ikke-polære molekyler.Et eksempel på et ioniseret stof er bordsalt (natriumklorid, NaCl); stoffet deles i Na+-kationer og Cl--anioner, der begge omgives af vandmolekyler. Derefter kan ionerne let flyttes fra deres krystalgitter ud i opløsningen. Et eksempel på et ikke-ioniseret stof er sukker. Vand-dipolerne knyttes ved hjælp af brintbindinger til dipolære områder af sukkermolekylet og tillader at det føres ud i opløsningen.

Vandets evne til at opløse stoffer er afgørende i biologiske sammenhænge, da mange stofskifteprocesser kun kan foregå i opløsning (f.eks. reaktionerne i cytoplasmaet og i blodet).

Sammenhængsevne og overfladespænding

Ungarsk mønt der hænger i vandoverfladen pga. overfladespændingen.

Brintbindingerne giver vandet en stor sammenhængsevne og derfor også en høj overfladespænding. Dette ses klart, når små mængder vand anbringes på en overflade, der ikke kan opløses, og vandet samler sig i dråber. Denne egenskab er vigtig for vandets transport op gennem vedkarrene i planternes stængler. De stærke bindinger mellem molekylerne holder vandsøjlen sammen og udligner trykforskelle gennem sugekraften, der er fremkaldt af fordampning fra plantens overflade. Andre væsker med en lavere overfladespænding ville have tilbøjelighed til at blive revet fra hinanden, hvad der kunne fremkalde vakuum eller luftlommer og gøre transport i vedkarrene umulig.

Ledeevne

Rent vand er i virkeligheden isolerende, dvs., at det ikke leder elektrisk strøm særlig godt. Da vand er så effektivt et opløsningsmiddel, indeholder det oftest nogle stoffer i opløsning (f.eks. forskellige salte). Hvis vand har den slags urenheder i sig, er det derimod en god leder for elektrisk strøm. Fordi der er frie ioner i vandet, der bliver elektrisk ladede.

Elektrolyse

Vand skilles i sine to bestanddele, brint og ilt, når en elektrisk strøm passerer gennem det. Processen kaldes elektrolyse. Vandmolekyler dissocierer naturligt i H+- og OH--ioner, der trækkes hen mod henholdsvis katoden og anoden. Ved katoden optager to H+ ioner hver en elektron og danner H2 gas (brint). Ved anoden samles fire OH--ioner og frigiver O2 gas (ilt), molekylært vand og fire elektroner. Gasserne bobler op mod overfladen og kan samles op der.

Reaktion

Kemisk set er vand amfoterisk: det er i stand til at virke både som syre og base. Ved et pH på 7 (neutral) er koncentrationen af hydroxyd-ioner (OH-) lig med mængden af hydronium- (H3O+) og brintioner (H+) tilsammen. Hvis denne ligevægt forskydes, bliver vandet surt (højere koncentration af hydronium- og brintioner) eller basisk (højere koncentration af hydroxidioner).

I teorien har rent vand et pH på 7, men i virkeligheden er det svært at skaffe helt rent vand. Når vand er i kontakt med luft selv i kort tid, opløser det CO2 og danner en fortyndet kulsyre. Det medfører en pH-sænkning til ca. 5,7 ved normalt atmosfærisk partialtryk af CO2. Højere partialtryk af CO2 medfører lavere pH, mens lavere partialtryk medfører højere pH (op til pH 7 ved partialtryk på 0).

Vandrensning

71 % - Н2O

Renset vand bruges til mange industrielle formål, men også i husholdningen. Mennesker har brug for vand, der ikke indeholder alt for meget salt eller andre urenheder. De almindeligste urenheder omfatter kemikalier og skadelige bakterier. Nogle slags opløste stoffer er acceptable eller tilmed ønskværdige for fremhævelse af smagen. Vand, der er egnet til drikkebrug, kaldes drikkevand.Seks gængse metoder til rensning af vand er:

  • Filtrering, hvor vandet passerer en si med tilstrækkeligt fin maskestørrelse. Selv om filtrering ikke renser vand, kan det være et nødvendigt første skridt for at undgå, at partikler forhindrer den egentlige rensning.
  • Kogning, hvor vandet bringes i kog længe nok til, at mikroorganismer er uskadeliggjort eller dræbt. Kogning kan også fjerne ”"hårdhed"” i vandet ved at kalk udfældes som kedelsten. Metoden fjerner dog ikke andre mineralske stoffer fra vandet.
  • Filtrering med aktivt kul (se trækul). Det er den mest brugte metode til rensning af vand i husholdninger og akvarier.
  • Destillation, hvor vandet bringes i dampform ved kogning, hvorefter dampen fortættes under afkøling. På denne måde kan man levere næsten helt rent vand (99,9%), men enkelte stoffer vil dog følge med vanddampen og fortættes sammen med den. Se alkohol.
  • Omvendt osmose er en metode, hvor man udnytter en såkaldt halvgennemtrængelig hinde (semipermeabel membran). Ved normal osmose vil vandet af egen kraft bevæge sig gennem hinden i retning fra den svageste til den stærkeste koncentration af opløste stoffer. Ved omvendt osmose sætter man den forurenede vandmængde under et tryk, der er stærkt nok til at presse vandet i modsat retning. Hinden bruges altså som et filter.
  • Demineralisering er en proces, hvor vandet passerer et filter med harpiksagtige stoffer, der binder metalioner. På den måde kan man fremstille store mængder af blødt, om end ikke helt rent vand.
  • Rapid Spray Evaporation er en forstøvningsmetode, der skiller salt fra havvand, som det amerikanske firma Aquasonic har taget patent på.[Kilde mangler]

Mytologi

Netop fordi vand er nødvendigt for livet på jorden, har det altid haft en central rolle i mytologi og folkesagn.

I det gamle Amerika dansede indianerne regndans i tørketider i håb om, at guderne ville bringe dem regnvand, og i bibelen er der historien om Noahs ark, hvor en syndflod truer med at udrydde livet på jorden. Et andet bibelsk eksempel er, da Moses får selve havet til at dele sig i to og dermed danne en flugtvej, hvor han og hans følge kan flygte af fra Faraos hær.

Nogle kulturer, som de gamle grækere og romerne, tilbad endda havets gud. Romernes havgud kaldtes Neptun, mens grækerne kaldte ham Poseidon.

Derudover er vand ét af kelternes tre grundelementer: vand, jord og ild. Det er også ét af de fire klassiske elementer: jord, vand, luft og ild, og det er ét af de fem kinesiske grundelementer: vand, luft, ild, træ og metal.

Vandbehov

UNESCOs World Water Development Report (WWDR 2003) viser, at verden vil stå over for en hidtil uset mangel på drikkevand i løbet af de næste 20 år. Den mængde vand, der er til rådighed for hver enkelt, forudses at ville falde med 30%. Årsagerne er forurening, global opvarmning og politiske hindringer.

40% af verdens indbyggere har allerede i dag utilstrækkelige forsyninger til en minimal hygiejne. Mere end 2,2 millioner mennesker døde i 2000 af sygdomme, der skyldes indtagelse af forurenet drikkevand.

Vand fra luften

Ved hjælp af følgende maskine kan drikkevand hentes fra luften: en:Atmospheric water generator.

Isens massefylde

En af de interessante egenskaber ved H2O er, at is har en mindre massefylde (densitet) end vand. vands massefylde er på præcis 1,000 g/cm3, mens is' massefylde er 0,917 g/cm3.

H2O er et af de få stoffer, der har denne egenskab.

Putter man f.eks. en isterning ned i et glas vand, vil man iagttage, at isterningen flyder i vandoverfladen, og det skyldes netop massefyldeforskellen mellem is og vand.

Denne usædvanlige opførsel har stor betydning for livet i søer og have. Om vinteren fryser åbne vande til fra oven. Det opbyggede islag virker herefter som isolator, der forhindrer bundfrysning på nær i meget lavvande søer og have. Det betyder, at vandlevende dyr kan overleve måneders isdække.

En af ulemperne ved at H2O udvider sig ved overgangen fra flydende til fast form er faren for frostsprængning af vandrør og vandbeholdere. Om vinteren er det nødvendigt at holde temperaturen lidt over 0 °C i alle huse eller at tømme rør og beholdere for vand.

Se også

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information:



.

 

todas as traduções do vand


Conteùdo de sensagent

  • definição
  • sinónimos
  • antónimos
  • enciclopédia

 

4141 visitantes em linha

calculado em 0,094s